Formål med denne side:
 
Med baggrund i Kagans Turist's erklærede sikkerhedspolitik agter vi her på siden at kommentere store og små sikkerhedsrelaterede hændelser i samfundet. Vi har lyst til at deltage i de debatter der kører - og som vi finder ofte er funderet i en for os at se håbløs gammeldags indstilling til det der kaldes System Safety. Når vi gør det på vores egen hjemmeside i stedet for i de mere lands-dækkende medier er det fordi vi på denne måde undgår at blive "censureret" eller "redigeret" af journalister og redaktører der har en helt anden målsætning med deres behandling af sikkerheds-relateret stof end vi har. Vi skal ikke sælge aviser eller andet - vi har en holdning til tingene og det er vigtigt for os at den ikke mudres til i form af meningsforstyrrende redigeringer. Man er naturligvis velkommen til at give sin mening til kende på de emner vi sætter på denne side - hvis man vil deltage i debatten kan man jo sende os en mail med kommentarer. Vi offentliggør ikke modtagne kommentarer da dette ikke er en e-blog. Så dette er "the ground rules". Denne periodes emne er - Efteruddannelse af chauffører

EU har barslet med et krav om at professionelle chauffører hvert 5. år skal have genopfrisket deres viden samt undervises i nye ting der er kommet til i form af love og regler. Det er dælme en brilliant idé synes vi hos Kagans Turist. Vi glædede os meget til at se syllabussen for denne undervisning. Undervisningen består af 2 moduler - en obligatorisk hvor emnerne er fastsat af EU forordningen og en tilvalgsdel hvor der er mere frit slag omkring indholdet.
Den obligatoriske del indeholder ikke overraskende de kendte klassikere så som Færdselsloven, Ernæring og Sundhed, Transportlovgivningen, Kørselsdynamik, køre- og hviletidsreglerne samt førstehjælp. Desuden "Trafiksikkerhed" og herunder defensiv kørsel. Som sagt intet overraskende i dette program og egentlig et ganske udmærket program med høj relevans. Når man spørger til indholdet af specielt Trafiksikkerhed må man beskæmmende endnu engang konstatere at der stort set kun tales om tekniske forhold og de ikke-tekniske forhold er stort set ikke-eksisterende i programmet.
 
Nu ved de fleste jo godt at stort set ALLE ulykker et eller andet sted i systemet er forårsaget af menneskelige fejl. Selv de ulykker vi kategoriserer som "Tekniske fejl der forårsagede ulykken" skyldes jo dybest set en menneskelig fejl - enten i designfasen eller i produktionsfasen. Så når f.eks. bremser svigter er det måske fordi designet ikke kunne holde til den givne belastning, eller måske at designeren ikke havde forudset at den belastning der fik systemet til at bryde sammen kunne opstå?? Men oftest er det begrænsninger hos chaufføren der fører til ulykkerne - ikke fordi chaufføren er et dårligt menneske men fordi vi bare har visse begrænsninger.
Omstændighederne hvorunder disse begrænsninger visse deres grimme ansigt kender vi jo godt. Det sker oftest når vi er under høj stress påvirkning (tæt trafik, forsinkelse i dagens program etc etc). Det må derfor undre at uddannelsessystemet ikke for længst har indset at chaufførerne må og skal undervises i de begrænsninger der under visse omstændigheder fører til en kraftigt øget risiko for at de forårsager ulykker. Meget kan nemlig opnås ved at højne chaufførernes bevidsthed om disse forhold - vise dem eksempler på omstændigheder hvor det gik galt og lade dem analysere de påvirkninger chaufføren var udsat for op til tidspunktet for ulykken. Derved giver man chaufførerne langt bedre viden om hvad de påvirkninger de er udsat for kan føre til og derved gives de mulighed for at genkende symptomerne når de selv kommer i lignende situationer. Disse forhold er studeret og forsket i i mange år og visse brancher har for længst indset at man må den vej hvis man vil reducere ulykkerne markant. I flæng kan nævnes den nukleare industri, medicinalindustrien, den biologiske industri, luftfarten og den kemiske/petrokemiske industri - alle brancher hvor ulykker kan medføre uoverskuelige konsekvenser. Man kunne synes at de mange højresvingsulykker burde kvalificere transportbranchen til at være en af de brancher hvor dette blev taget alvorligt??
Vi spurgte derfor om der i den mere individuelt sammensatte undervisning var udbydere der tilbød netop denne slags undervisning? men nej det var der ikke. Vores brancheorganisation Danske Busvognmænd og de toneangivende storvognmænd i vores branche mente at et køreteknisk kursus var at foretrække - så meget for visioner.
Med de meget høje vægte og hastigheder (= høj inerti) lastbiler og busser besidder når de kører må det naturligvis være et krav at chaufførerne er så meget bevidst som muligt om de kræfter de kontrollerer og at de bibringes en viden og forståelse for konsekvenserne når de mister kontrollen/overblikket.Til opnåelse af dette er basal viden om egen formåen og egne begrænsninger essentiel. Men ak og ve - da vi forslog dette for en udbyder af disse efteruddannelseskurser var et af argumenterne for ikke at uddanne chaufførerne at "mange chauffører var jo ikke de hurtigste knallerter på havnen" - man kan vel frit oversætte dette til at skolerne mener chaufførerne er for dumme - hvilket utåleligt hovmod at udvise over for en gruppe af mennesker! Vi tror nærmest det er skolernes ledere der måske ikke helt er "kloge" nok til at indse nødvendigheden at denne viden. Godt de ikke er ledere i nogen af de nævnte brancher hvor ulykker er direkte katastrofale.
 
Vågn lige op, tak
Printvenlig version af siden
Kagan's Turist ApS.   ·   Gjeddesdalsvej 76   ·   2670 Greve   ·   Tlf. 24 41 93 50   ·   Fax: 43 94 95 99
techCMS